24. juni 2009
”Da jeg havde barselsorlov, måtte jeg låne 15.000 kr. af min partner for at få økonomien til at hænge sammen, for jeg gik jo ned i løn”. Tror du, det var en replik fra en mor? Hvis ja, tager du fejl.
Det forklarede en ung mand mig nemlig forleden, og han er faktisk gift med barnets mor. Set udefra lever det unge ægtepar som alle andre med fælles hus, fælles børn og fælles biler i carporten. Men ikke alt er fælles. Når det kommer til økonomien, er alt delt 100 pct. op. ”Jeg skal jo ikke betale for hendes interesser og hun ikke for mine”. Nej, og en del par i 30 ´erne praktiserer ”living apart together”, altså at man lever sammen, men alligevel adskilt i stort set alle økonomiske sammenhænge.
Ægteskabet er i udgangspunkt et formuefællesskab, hvor man sørger for hinanden efter evne. Men den definition er på vej ”yt”. Nye ægtepar designer ofte økonomien, så de faktisk også tager højde for skilsmissen. Meget praktisk kan man mene, når der nu er en så stor risiko for skilsmisse.
Milimeterdemokrati
Min veninde, som har en sådan økonomiordning i forholdet, er ked af det. For hende er det som om skilsmissen allerede er den skjulte passager netop på grund af denne ordning, hvor der med millimeters nøjagtighed fordeles udgifter uden hensyn til, at indtægterne er forskellige. Manden tjener betydelig mere end hende. Derfor spurgte jeg veninden, om han så betaler hende for at vaske familiens tøj eller for at passe det fælles barn? Nej, da! De huslige pligter, der er skævt fordelt, er ikke med i regnestykket. Mere retfærdigt er det alligevel ikke.
Og hvordan kan man overhovedet lave sådan et regnestykke? Tag nu madbudgettet. Mænds kaloriebehov er større end kvinders. Skal den post så deles med 55 pct. til manden og 45 pct. til kvinden? Og hvad med hårshampoo? Kvinder har længere hår, så de bruger vel mere af flasken end manden? Og alle rengøringsmidlerne, de bruges jo strengt taget af den, der udfører rengøringen. Det bliver hurtigt absurd at gå i detaljer med budgettet, når man bor sammen i en familie.
Jeg går måske lidt naivt ud fra, at man bor sammen af lyst og ikke af nød. Men ved at føre den tilsyneladende økonomisk retfærdige målestok ind i ægteskabet, fører det nemt til det modsatte resultat. For dermed lukker man også alle samfundets skævheder ind i hjemmet. Løngabet og pensionsgabet bliver endnu større, når den ene part hver måned mærker, at udgifterne tynger lige tungt uanset indtjening. Og der er færre lommepenge og lavere pension på den ene side af regnebrættet - også der hjemme.
Kald mig bare gammeldags. Men for mig, der arbejder med økonomi hver dag, så forekommer den slags retfærdige løsninger at have den helt modsatte effekt. De bliver nemt uretfærdige og stiller sig i vejen for mange af de fælles drømme. Når man indgår i et familiefællesskab, er pengene i høj grad et fællesanliggende.
Når det er sagt, ja, så udelukker fællesskab naturligvis ikke, at man kan have sine ”lommepenge” uden om alle de fælles aktiviteter. Penge, der kan bruges uden debat. Privatliv har vi alle behov for. Og det er der plads til uden at penge bliver et magtmiddel med negativt fortegn.
”Hvad får JEG ud af det”-samfundet
Hvis vi tillader, at penge spiller den rolle, som de gør i ”living apart together”- forholdene, så kan vi ligeså godt pakke kufferten med det samme. For så har fællesskabet begrænset indhold og holdbarhed og er udtryk for det fremtidsforskeren Anne-Marie Dahl kalder ”flydende kærlighed”, hvor familien prioriteres højt i holdninger, men lavt i handlinger. Vi er ikke hinandens for evigt, men er sammen indtil videre og indtil bedre muligheder dukker op.
Og ligesom samfundets tendenser smitter af på privatøkonomien, så trækker vi pengevanerne med os. Dermed er nedtællingen for velfærdssamfundet, som vi kender det nu, allerede begyndt. Velkommen til ”hvad får JEG ud af det”-samfundet.
