Nordea logotype

Udskrevet 2012.02.13

Kan jeg blive i ejerboligen, hvis..?

Maj 2010

Skilsmisse, partnerens dødsfald og mistet arbejdsevne topper listen over kortslutninger i boligøkonomien, når boligejerne selv skal sige det. Det viser en undersøgelse, som Synovate har udført for Nordea. Undersøgelsen afslører også stor usikkerhed hos kvinder om, hvad boligøkonomien kan holde til.

Læs undersøgelsen herPDF

Skilsmisse kortslutter boligøkonomien

Hver fjerde boligejer sidder stadig i boligen efter en skilsmisse. For kvinder er tallet nede på 15 pct. og for mænd er det 39 pct. I 2009 var der omkring 15.000 skilsmisser i Danmark, og 30.000 voksne var direkte økonomisk berørt. En stor del af dem var boligejere. Kvinderne har ret i deres vurdering af, at de oftere end mænd må skifte bolig ved en skilsmisse, da mere end hver tredje kvinde arbejder på nedsat tid. Det har stor indflydelse på indtægten nu og i fremtiden, og altså også på, om ejerboligen kan beholdes eller ej.

Faktum er, at kvinder kan klæde sig bedre på økonomisk. Det må overvejes, om deltid kan veksles til fuld tid. Det gavner også pensionen. En anden løsning kan være en ægtepagt, hvor man aftaler, at kvinden får en større del af boligens værdi i en eventuel skilsmisse, så man kapitaliserer at kvinderne ofte har prioriteret familien, en lang barsel og deltidsarbejde.

Alene som følge af partners død

Halvdelen af de kvindelige boligejere og 75 pct. af de mandlige boligejere mener, at de kan beholde boligen, når partneren dør. Men mange er i tvivl om, hvordan økonomien vil se ud i den situation.

Faktum er, at langt de fleste i et vist omfang er dækket ved partnerens død. For det første er der en såkaldt dødsfaldsdækning på de fleste arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, som sikrer, at ægtefællens opsparede kapitalpension eller ratepension kommer til udbetaling. Det vil give mange en vis bund i økonomien. Derudover har mange en form for livsforsikring tilknyttet til enten pensionsopsparingen eller ansættelsen.

Tab af arbejdsevne

Hvis jeg eller min partner mister arbejdsevnen, vil det påvirke boligøkonomien, men syv ud af 10 mener, at de kan blive i ejerboligen alligevel. Kvinder ser sig hårdest ramt, for her mener kun lidt over halvdelen, at de kan beholde boligen, hvis partneren bliver arbejdsudygtig. Kvinderne er også mest i tvivl om, hvordan økonomien kommer til at se ud.

Faktum er, at stort set alle danskere med en arbejdsgiveradministreret pensionsordning har en invalidepension, som sikrer en månedlig udbetaling, der svarer til minimum 40 pct. af arbejdsindtægten. Den ramte vil også modtage førtidspension.

Gode råd:

Er du i tvivl om, hvordan du selv er dækket? Du kan få vished med et par klik med musen. På pensionsinfo.dk kan du se, hvordan din økonomi ser ud, når du skal pensioneres, hvis du mister arbejdsevnen og ved død.

Hvem får pengene, når jeg dør?

Tjek hvem, der får penge, dvs. hvem der er begunstiget, hvis du dør i utide. Der er kommet nye regler fra 2008, som du skal tage højde for, og dit privatliv kan have ændret sig siden sidste tjek.

Hvis indsættelsen af en begunstiget er sket inden den 1. januar 2008, er den ikke omfattet af de nye regler, men vil blive bedømt efter de gamle. Har du før den 1. januar 2008 indsat ”nærmeste pårørende” som begunstiget, vil en samlever altså ikke være omfattet af begunstigelsen. Ønsker du, at din samlever skal være begunstiget, må du lave en ny begunstigelse.

Du lever måske i en moderne familie med dine, mine og vores børn? Tænk igennem, hvem der skal tilgodeses, og tjek om dine ordninger tage højde for dette. Gør de ikke, så kontakt dit pensionsselskab.

Husk også, at du kan benytte lejligheden til at bestemme, om de penge, der udbetales fra livs og ulykkesforsikringer, i kapital- og ratepensionskonti skal være særeje for modtageren.

Er din ordning oprettet efter den 1. januar 2008, og du ikke har udfyldt og indsendt en begunstigelseserklæring til pensionsselskabet, så sker der automatisk udbetaling til ”nærmeste pårørende - inkl. samlever”. Det betyder, at pensionen udbetales til disse personer i den nævnte rækkefølge:

  • Ægtefælle, registreret partner
  • Samlever, hvis I på dødstidspunktet lever sammen på fælles bopæl og enten venter, har eller har haft barn sammen eller hvis I har levet sammen i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste to år før dødsfaldet
  • Børn, børnebørn osv.
  • Arvinger ifølge testamente
  • Arvinger ifølge arvelovens regler

Læs hele undersøgelsen herPDF

 

Nyttige links


 


-   Forbrugerråd   -
- - - - -
- -
-

Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen præsenterer undersøgelser og analyser om privatøkonomien til offentligheden og medier.


Kontakt:


Telefon 3333 6889
Mobil     6155 8181
Send en mail

 

-
-