For et par uger siden fyldte jeg endnu en gang år og kan nu skrive 51 år på visitkortet. I sig selv ikke noget problem; kun sjældent føler jeg mig ældre, end jeg er, og bortset fra kronisk morgenstivhed i kroppen lægger jeg stort set ikke selv mærke til årenes gang og deres påvirkning på mig. Men så var det, der dumpede et brev ind ad brevsprækken, som ændrede min selvopfattelse. Det kom fra Ældre Sagen! Ikke et ondt ord om afsenderen, for brevet var endog særdeles venligt og fyldt med fantastiske tilbud fra min lokale afdeling, herunder tilbud om kulturelt og socialt samvær f.eks. i form af teaterture og stavgang med ligesindede.
Men alligevel følte jeg mig ramt på forfængeligheden. At Ældre Sagen skulle tage fat i netop mig, som fortsat spiller bold med de gamle drenge i Brønshøj Boldklub og i øvrigt føler mig ung med de unge, havde jeg ikke lige ventet. Men sandheden er jo, at jeg faktisk er blevet (lidt) ældre, og også at vi er flere og flere herhjemme, såvel som i resten af den industrialiserede verden, som bliver det. Og lige netop den kendsgerning udgør sagens kerne i dagens samfundsøkonomiske Danmark. Aldringen af befolkningen er simpelthen vor tids største problem, fordi den koster kassen, og ikke mindst kommer til at gøre det for de unge generationer, som skal forsørge de gamle, medmindre der snart tages et endegyldigt livtag med det eksisterende velfærdssystem.
Det står slemt til
De Økonomiske Råd, eller vismændene, fremhævede problemstillingen på smukkeste vis i sidste uge, hvor de fremlagde deres seneste konjunkturvurdering, som også indeholdt et temaafsnit om den langsigtede holdbarhed i finanspolitikken. Og det står slemt til. Ifølge vismændene har Danmark udsigt til rigtig mange år med underskud på de offentlige finanser som følge af den demografiske udvikling. Og som det ser ud lige nu, vil end ikke tiltag, som sikrer, at befolkningspyramiden igen får pyramideform, virke.
Faktisk påvirker en stigning i antallet af børnefødsler den finanspolitiske holdbarhed negativt, fordi en gennemsnitsdansker i dag modtager flere penge i form af offentlige ydelser gennem et livsforløb, end vedkommende betaler i skatter og afgifter. Det er jo en ren absurditet, som fører til den paradoksale modslutning, at det øger den finanspolitiske holdbarhed at undlade at få børn og lade danskerne blive en uddød race inden for de kommende par hundrede år. Og for at gøre slemt værre, kan situationen ikke engang reddes gennem indvandring - for også det giver større udgifter end indtægter for staten over livsforløbet.
Og selvom det ikke altid går, som præsten prædiker, er der for mig at se ingen vej uden om en gennemgribende reform af vores velfærdsmodel, hvis der også skal være råd til velfærd fremover. Og reformen bør hellere komme tidligere end senere, for hvert år tæller stærkt i det samlede regnskab, men om den politiske vilje og mulighed hertil også er til stede, kan man måske tvivle mere på.
I mellemtiden vil jeg hygge mig med fodbolden og kammeratskabet på Tingbjerg Ground. Stavgangen får med al respekt lov til at vente, til jeg bliver gammel...
Helge Pedersen
