Nordea logotype

Udskrevet 2012.02.09

Valg af realkreditlån

Når du vælger lån, skal du overordnet vælge mellem lån med fast eller variabel rente.

Når du har valgt om renten skal være fast eller variabel, skal du tage stilling til, om du vil afdrage på dit lån.

Lån med fast rente:

  • Obligationslån i danske kroner
  • Kontantlån i danske kroner

Lån med variabel rente:

  • Rentetilpasningslån
  • Renteloft

Rentetilpasningslån kan fås både i danske kroner og euro.

Obligations- og kontantlån

Lånene er såkaldte annuitetslån. Det betyder, at ydelsen før skat er fast gennem hele lånets løbetid. I starten bliver størstedelen af ydelsen brugt til at betale renter på de obligationer, der finansierer lånet. Renterne er fradragsberettigede, og du har derfor et større rentefradrag i starten. Nettoydelsen efter skat vil være stigende over lånets løbetid.

Læs mere om lån med fast rente 

Renteloft

Med Renteloft udnytter du det lave renteniveau, lige så længe renten er lav. Du er samtidig garanteret, at renten ikke overstiger et bestemt renteloft. Renten justeres 2 gange årligt. Det betyder, at du hurtigt får glæde af et evt. rentefald. Naturligvis betyder det også, at du hurtigere mærker, hvis renten stiger. Kan du leve med det, så giver Renteloft dig besparelser her og nu.

Læs mere om lån med variabel rente

Rentetilpasningslån

Vælger du et rentetilpasningslån, skal du tage stilling til, hvor lang perioden mellem rentetilpasningerne skal være. Perioden skal mindst være 1 år og højst 10 år. Renten, og dermed ydelsen for lånet, ændrer sig efter hver rentetilpasning. Optager du et rentetilpasningslån i euro og vælger at betale termin i danske kroner, vil ydelsen tillige være afhængig af den aktuelle eurokurs.

Læs mere om lån med variabel rente

Lån med afdragsfrihed

Du kan få afdragsfrihed på lån både med fast og variabel rente, men du kan også vælge en Afdragskredit.

Læs mere om lån med afdragsfrihed


Hvilket lån skal du vælge?

Du skal først og fremmest tage stilling til, om du ønsker et lån med fast rente eller et lån med variabel rente - et rentetilpasningslån.

Lånetype Rente Kurs 1. års ydelse 1. års ydelse efter skat
Ydelse på lån på 1 mio. kr. med 30 års løbetid ved optagelse 01/04-2012. Kurser pr. 09/02-2012
Obligationslån med fast rente 3,50

96,08

62.300

48.500

Rentetilpasningslån F1 0,96 101,04 45.400 40.000

Note: Skat: 32,7%. Bidrag: Obligationslån med fast rente 0,595%, Rentetilpasningslån 0,714%.

Som det fremgår af tabellen, er rentetilpasningslån umiddelbart billigere end lån med fast rente. Før du træffer dit valg, bør du dog overveje en række ting.

Hvor robust er din økonomi?

På et lån med fast rente kender du ydelsen i hele lånets løbetid -  det gør du ikke på et rentetilpasningslån. Hvis du overvejer et rentetilpasningslån, skal du derfor sikre dig, at din økonomi kan bære en evt. stigning i ydelsen.

Er der i din økonomi plads til en ydelse efter skat på fx 10.000 kr. om måneden, er det ikke en god idé at vælge en dyrere bolig, fordi du her og nu kan slippe med en lavere ydelse på et rentetilpasningslån end på et lån med fast rente.

Med et rentetilpasningslån på 1 mio. kr. vil ydelsen efter skat stige med 3.000-4.000 kr. om året, for hver gang renten på lånet stiger 1 procentpoint. 

Hvor stor risiko har du lyst til at løbe?

Ligesom der ved investering er en sammenhæng mellem afkast og risiko, så er der tilsvarende ved finansiering en sammenhæng mellem ydelsen på lånet og risikoen ved lånet.

Hvis du vælger den lavere ydelse på rentetilpasningslånet, løber du samtidig en større risiko. Der er ikke bare risiko for, at ydelsen stiger, men også for at friværdien mindskes, når renten stiger.

Det skyldes, at kurserne på obligationer med kort løbetid kun påvirkes svagt af ændringer i renten - og lån med rentetilpasning hvert år er netop baseret på obligationer med kort løbetid. Huspriserne vil typisk blive påvirket negativt af stigninger i renten, og når værdien af gælden ikke falder tilsvarende, vil friværdien blive reduceret.

Hvordan tror du, at renten vil udvikle sig?

Du kan ikke på forhånd afgøre, om det er mest fordelagtigt at have et lån med fast eller variabel rente. Det afhænger af, hvordan det generelle renteniveau udvikler sig, og hvordan rentestrukturen - dvs. sammenhængen mellem rente og løbetid på obligationer - udvikler sig.

I perioder, hvor renten på rentetilpasningslån er lavere end på lån med fast rente, vil et rentetilpasningslån umiddelbart være mest fordelagtigt. Men den lave rente skal holdes op mod risikoen for, at renten stiger.

Den historiske renteudvikling giver ikke noget bud på, om renten vil stige eller falde fremover. Men som det ses af figuren, er renten sjældent stabil over en længere periode.

Udvikling i kort og lang rente

Figuren viser også, at forskellen på renten på de to typer lån varierer over tid. Umiddelbart synes det at være en fordel med et rentetilpasningslån, hvis renten falder, og en ulempe, hvis renten stiger. Men det er mere kompliceret.

Med fastforrentede lån kan man tjene på renteændringerne ved at konvertere sine lån. Muligheder og konsekvenser for de to typer lån afhænger både af, om renten falder eller stiger og af, hvordan renteforskellen udvikler sig.

Vil du vide mere?

Rådgiverne i vores filialer kan hjælpe dig med at finde den løsning, der passer bedst til dig og din økonomi.
Kontakt os