Har du taget stilling til efterløn?

Tilbagetrækningsreformen har til formål at få danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Det sker bl.a. ved gradvist at udskyde tidspunktet for, hvornår man kan modtage folkepension. Samtidig gøres efterlønsordningen mindre attraktiv, og endelig åbnes der op for, at alle, der indbetaler til efterlønnen og som endnu ikke har fået deres efterlønsbevis, kan få udbetalt størstedelen af deres opsparede efterlønsbidrag skattefrit i 2012.

Kan det betale sig at blive i ordningen?

Der er sagt og skrevet meget om fordele og ulemper ved at træde ud af efterlønsordningen. Det er dog svært at give et entydigt svar på, hvorvidt det kan betale sig at blive i ordningen eller at få pengene ud her og nu. Som en tommelfingerregel kan man sige, at jo yngre man er, desto mindre fordelagtigt er det at blive i ordningen. Generelt råder vi dog til omtanke, før man træffer endelige beslutninger om sine efterløns- og pensionsforhold.

Er du født senere end 1. juli 1959, er du fuldt ud omfattet af de nye regler, og det kan muligvis være fordelagtigt at få dit opsparede efterlønsbidrag udbetalt skattefrit. Opsparingen kan du evt. indbetale på en privat pensionsordning – eller du kan afdrage på gæld. Det afhænger bl.a. af, om du ønsker at bevare muligheden for at gå på efterløn – samt hvor meget du ellers har sparet op til pension. Din pension bliver modregnet i den efterløn, du vil kunne få udbetalt fra den dag, du går på efterløn, så jo større pensionsformue, desto mindre efterløn.

Beslutningen om, hvorvidt du vil fortsætte med at betale til efterlønnen, er ultimativt din egen. Vil du vide mere om, hvordan reformen påvirker dine pensionsforhold, opfordrer vi dig til at aftale et møde med din rådgiver. Har du spørgsmål om, hvordan reformen påvirker din efterløn, bør du kontakte din a-kasse.

Senere pensions- og efterlønsalder

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan man finde en oversigt over de forventede pensions- og efterlønsaldre. Hvis du eksempelvis er født mellem 1. januar 1967 og 31. december 1970, er det beregnet, at du først vil kunne gå på efterløn som 66-årig og på folkepension som 69-årig.

Få efterlønsbidraget udbetalt

Du har mulighed for at få dit opsparede efterlønsbidrag udbetalt uden beskatning frem til 1. oktober 2012. Muligheden for skattefri tilbagebetaling gælder for indbetalinger, der er foretaget fra 1999 og frem til 15. maj 2011. Indbetalinger der er foretaget fra 15. maj 2011 og indtil en eventuel udtræden af efterlønsordningen i 2012 vil blive pålagt en afgift på 30 pct.