Nordea logotype

Udskrevet 2012.02.12

Arv og testamente

Det er vigtigt tidligt at få talt om, hvordan arveforholdet skal være, når den ene af jer dør, og når I begge er døde.

For eksempel er par, der ikke er gift, ikke arveberettiget efter hinanden. Børn er altid tvangsarvinger efter deres forældre. Man kan ikke gøre børn arveløse, men man kan via et testamente gøre arven så lille som mulig for at sikre, at arven tilfalder dem, der har mest brug for pengene.

Der er, som du kan læse om nedenfor, rigtig mange situationer, hvor et testamente kan være en fordel, fordi du på forhånd har forholdt dig til, hvordan arven efter dig skal disponeres.

Har du allerede lavet testamente, bør du tage det frem med mellemrum, fordi tiderne skifter. For eksempel er der ændrede regler for særejebestemmelser efter 1. oktober 1990.

Fælles børn

Er I gift, og har I kun børn med hinanden, har den efterlevende ægtefælle altid mulighed for at sidde i uskiftet bo. Men det er ikke altid den bedste løsning. Hvis efterlevende ægtefælle senere ønsker at gifte sig, skal boet skiftes med værdien på dette tidspunkt.

En stor pensionsopsparing, hvor den efterlevende ægtefælle er begunstiget, forstærker behovet for at skifte bo efter afdøde straks efter dødsfaldet frem for at vente til senere. Det skyldes, at pensionsudbetalingen sker uden om boet, men oftest vil blive inddraget, hvis den efterlevende senere skal skifte med børnene som følge af fx nyt ægteskab.

Med et testamente til fordel for ægtefællen, vil eventuelle børns andel af boet (tvangsarven) blive halveret.Er I samlevende, og har I børn med hinanden, skal afdødes bo altid skiftes. Ofte kan det være en fordel, at den efterlevende samlever arver mest muligt. Det kan ske ved at skrive testamente og indsætte samlever som begunstiget på pensionsordninger, hvor det er muligt.

Børn med andre

Har den ene af jer børn, den anden ikke har del i, er det særlig vigtigt, at den længstlevende ægtefælle eller samlever har økonomisk mulighed for at udrede arven, som kommer til udbetaling til barnet/børnene.

Er I gift, kan myndige børn fra tidligere forhold give tilladelse til, at længstlevende ægtefælle kan sidde i uskiftet bo. Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning. Ønsker den længstlevende ægtefælle senere at gifte sig, skal boet skiftes med værdierne på dette tidspunkt. Umyndige børn fra tidligere forhold skal der skiftes med.

Er I ikke gift, men samlevende, skal afdødes bo altid skiftes. Alle afdødes børn er tvangsarvinger, og kun hvis der er skrevet testamente, kan en samlever arve. Skrives der testamente til fordel for samleveren, og skal børnene arve mindst muligt, arver samlever halvdelen af afdødes værdier, og den anden halvdel (tvangsarv) skal deles mellem afdødes børn.

Det er vigtigt tidligt at få talt om, hvordan arveforholdet skal være, når den ene af jer dør, og når I begge er døde.

Børn er altid tvangsarvinger efter deres forældre. Man kan ikke gøre børn arveløse, men man kan gøre arven så lille som muligt.

Ikke gift og fælles ejerbolig

Her skal man være opmærksom på, at man som oftest kun ejer halvdelen af boligen. Når arven skal opgøres, skal den efterlevende betale halvdelen af værdien af boligen til arvingerne. Med et gensidigt testamente kan I sikre jer, at det kun er tvangsarven til den afdødes eventuelle børn fra tidligere forhold, som skal udloddes.

Andre eksempler

Ældre par bør oprette testamente for at sikre, at arven tilfalder de rette, at personlige ejendele bliver fordelt mellem børnene uden skænderier, og at arven eventuelt bliver båndlagt og udbetalt i passende beløb, så det hele ikke går op i forbrug. Måske skal børnebørnene også arve noget?

Enlige uden børn bør oprette testamente for at sikre, at arv tilfalder nogen, der har betydning for dem – og ikke grene af familien, som man ikke har et tilhørsforhold til eller i værste fald staten.

Enlige med børn bør oprette testamente, hvis andre end børnene skal arve, da de ellers automatisk arver det hele.

Sådan kommer du i gang

Du kan fx tale med dine nærmeste om, hvordan de forestiller sig, at et liv uden dig ser ud. Hvilke økonomiske foranstaltninger bør være på plads, og hvilke ønsker har de i forhold til det, der falder i arv efter dig?

Næste skridt er at overveje, om du har brug for professionel hjælp eller selv vil oprette testamentet. Nordea kan rådgive dig i økonomiske sammenhænge, men har du brug for rådgivning i forbindelse med udformningen af testamentet, opfordrer vi dig til at søge råd hos en advokat, som har erfaring i at arbejde med testamenter og familieret.

Har du brug for yderligere information om testamente, kan du i første omgang få hjælp på biblioteket eller på internettet.