Vikingemuseum

Besøg vikingetidens Aarhus
Hvordan så en driftig handelsby ud i vikingetiden? Hvordan boede man? Hvad spiste man? Få svarene i kælderen under vores bygning på Skt. Clemens Torv. Her ligger der nemlig et vikingemuseum.

3 meter under jorden ligger historien
Udstillingen tager udgangspunkt i de fund, der er gjort på netop det sted, hvor Nordea Banks bygning ligger i dag. Den blev opført i begyndelsen af 1960'erne, og forud for byggeriet havde Moesgård Museum en enestående chance for at udgrave området. 

Arkæologerne arbejdede sig ned gennem rester af middelalderens huse og affaldsdynger, og længst nede, 3 m under nutidens gadeniveau, fandt man et lille udsnit af vikingernes by.

Der blev fundet huse, brønde, hegn, gadeforløb, affaldsgruber, værktøj, keramik og mange andre genstande. Også byens vold fra vikingetid og middelalder dukkede op længst mod syd i udgravningen. Fundkomplekset var så enestående i dansk sammenhæng, at man valgte at bevare og indarbejde denne lille del af vikingernes Aros i en udstilling i Nordeas kælder.

Udstilling renoveret i 2008
Denne udstilling er blevet renoveret i 2008 og der er tilføjet historier om nogle af de mange fund, som de seneste års udgravninger i Aarhus har bragt for dagen. Disse fund har bl.a. vist, at Aarhus er en af Danmarks ældste by, og at byen var en af vikingetidens vigtigste med handelskontakter mod både nord og øst.

En tur ned ad trappen til kælderen under Nordea er i bogstaveligste forstand en rejse tilbage til vikingernes Aros! 

Udstillingen i Skt. Clemens Torv 6 er lavet af Moesgård Museum og gjort muligt gennem donationer fra Aarhus Kommune og Nordea Danmark-fonden.


Hikuins blodhævn - et drama fra vikingetiden

Hikuins blodhævn er et AudioMove drama, som kan igangsættes fra Vikingemuseet og fra Visit Aarhus' Velkomstcenter på Banegårdspladsen. Det er en helt ny måde at opleve historien, byen og teater på.

Et AudioMove Drama er et lyttedrama, som opleves via mobiltelefonen, mens man går rundt i Aarhus midtby. Hikuins blodhævn udspiller sig 12 steder i Aarhus, hvor der er fundet spor efter vikingerne. Med sin mobiltelefon kan man komme på en tidsrejse, der går små 1000 år tilbage i tiden – tilbage til dengang Aarhus var vikingebyen Aros.

Læs mere om Hikuins blodhævn på www.hikuinsblod.dk  

 

Gratis entré
Museet har til huse i bankens filial på Skt. Clemens Torv 2-6, 8000 Aarhus C, og har åbent i filialens åbningstid: mandag-fredag kl. 10.00-16.00, torsdag 10.00-17.30. Efter aftale er det muligt for grupper at få adgang til museet uden for disse åbningstider.