Giv dine lån et eftersyn

For en årrække siden var især F1-lånet populært blandt de danske boligejere, men i dag er renten lav, og der er andre og mere attraktive låntyper. Måske er det på tide, at du kigger dine lån efter i sømmene?

Har dine ønsker for fremtiden ændret sig, siden du optog dit lån? Eller er der sket noget med din økonomi, så du enten har brug for større økonomisk sikkerhed eller mere luft i dit budget? Eller måske har du et rentetilpasningslån, det såkaldte F1-lån, og skal til at overveje, hvilken låntype du nu skal vælge? 

”Vi udsteder ikke længere nye F1-lån. Vi traf den beslutning i februar, da renten på et F1-lån var negativ, så man blev betalt for at låne penge. Det mente vi, skabte en forkert incitament struktur. Vi har sidenhen valgt ikke at genåbne for nye F1-lån, da vi mener, at der er andre låntyper, der er mere attraktive,” uddyber Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea.

Måske er renten ikke længere historisk lav, men den er stadig på et lavt niveau, og det er netop, når renten er lav, at det kan betale sig at låse den mange år ud i fremtiden, forklarer hun og tilføjer:
”De fleste forventer, at renten vil stige over de kommende år, så det er rart, hvis man har en forsikring mod rentestigninger.” 

Find det rigtige lån til dig

Du bør vælge et lån med en fast rente, hvis du både vil have en høj sikkerhed for, hvor mange penge dit lån koster dig, samt have mulighed for at reducere din restgæld, hvis renten stiger.

Skifter du F1-lånet ud med et fastforrentet lån, vil din månedlige ydelse godt nok stige her og nu, men på den lange bane er der ingen, der ved, hvad der kommer til at ske med renten. Derfor kan det sagtens vise sig, at det fastforrentede lån ikke blot vil være det lån, der giver dig den største sikkerhed – men også de laveste omkostninger. 

”En anden fordel ved det fastforrentede lån er, at kursen på de bagvedliggende obligationer vil falde, hvis renten stiger. Det betyder, at du vil kunne indfri dit lån til færre penge, end dem du rent faktisk skylder. Det kan være vigtigt i en situation med stigende renter, fordi en højere rente alt andet lige vil få boligpriserne til at falde. I det tilfælde vil du derfor vinde på karrusellerne, hvis du taber på gyngerne,” forklarer Nordeas boligøkonom og chefanalytiker.

Hun tilføjer, at hvis man vil have den laveste rente, skal man vælge det såkaldte Kort Rente-lån, der har en variabel rente, som typisk giver dig en lav ydelse her og nu, men hvor du ikke kender ydelsen i fremtiden, og du derfor skal have økonomi til at klare stigninger i renten.
På Kort Rente-lånet er renten fast i seks måneder ad gangen, mens den for et F3- eller F5-lån er fast i henholdsvis tre og fem år.

Hvis du går og overvejer, om du skal omlægge dit lån, så kontakt din rådgiver eller ring til Nordea 24/7 på 70 33 33 33, og få en uforpligtende rådgivning til, hvordan du bedst udnytter, at renten er lav.