Om at investere i investeringsforeninger

Når du har besluttet dig for at investere i investeringsforening, er der nogle overvejelser, du bør gøre dig. Nedenfor ser du nogle punkter, der er væsentlige at tage med i overvejelserne.

Investeringshorisont

Det tidsrum, der går, fra du investerer pengene, til du skal bruge dem igen, kan have betydning for, hvilken investering du bør foretrække. Skal du fx først bruge pengene om 10-15 år, kan det være en god idé at købe værdipapirer med en højere risiko, end hvis du skal bruge pengene om få år. Din investeringshorisonten er med andre ord med til at fastsætte din risikoprofil.

Risikovillighed

Før du investerer, bør du overveje, hvor store kursudsving du kan acceptere på dine værdipapirer. Jo større kursudsving du kan acceptere i din portefølje af værdipapirer, jo større bør andelen af aktiebaserede afdelinger være. Har du det bedst med meget små udsving, og kan du også acceptere, at det betyder lavere afkast, så skal du vælge at placere en stor del i obligationsbaserede afdelinger.

Pension eller almindelig opsparing

Midler i pensionsordninger har ofte en længere investeringshorisont end investeringer, som foretages for almindelig opsparing. Den længere tidshorisont betyder, at det er tilrådeligt, at porteføljen indeholder en større mængde aktier end ved en kortere horisont.

Likviditet

Du kan også overveje, om du ønsker penge udbetalt fra investeringen til at supplere din øvrige indtægt. Her er det vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem investeringens afkast og de løbende udbytter. Afkastet er den samlede formueforøgelse af investeringen, og udbyttet er den del af afkastet, der udbetales direkte til investorerne. Den løbende udbyttebetaling vil ofte kun udgøre en del af periodens afkast. Resten af afkastet bliver i afdelingen og øger kursværdien af dine investeringsbeviser.

Køber du obligationsbaserede afdelinger, får du udbetalt renter, realiserede kursgevinster og eventuelt udtrækninger. Aktiebaserede afdelinger udbetaler typisk kun aktieudbytter. I de obligationsbaserede afdelinger bliver størstedelen af afkastet udbetalt som udbytte, hvorimod de aktiebaserede afdelinger især giver afkast i form af kursgevinster. Det løbende udbetalte udbytte kan derfor være større i obligationsafdelingerne.