Forudsætninger for omkostningsmåleren

Omkostningsmåleren bygger på en række forudsætninger, som du kan læse mere om nedenfor. Du kan også læse mere om satser i Vilkår for værdipapirpuljer i Nordea Bank Danmark A/S.

Personlige oplysninger

Omkostningsmåleren tager udgangspunkt i dine personlige indtastede oplysninger. Du skal angive, hvor meget du allerede har sparet op til pension/børneopsparing, samt hvor meget du forventer at indbetale årligt på din opsparing. Har du flere opsparingsordninger (f.eks. både en ratepension og en aldersopsparing), skal du lave en beregning for hver ordning.

Direkte omkostninger

Opgørelsen af de direkte omkostninger bygger på den til enhver tid gældende prisliste, som du finder i Vilkår for værdipapirpuljer i Nordea Bank Danmark A/S. De direkte omkostninger dækker primært over handels- og opbevaringsomkostninger samt puljeprovision. 

Hvor meget, du rent faktisk kommer til at betale i direkte omkostninger, afhænger af individuelle forhold vedrørende din opsparingsordning, såsom hvordan din opsparing er placeret, din alder og den valgte udbetalingsperiode.  Derfor vil det faktisk betalte omkostningsbeløb kunne afvige fra beregningsresultatet.

I Vilkår for værdipapirpuljer kan du se, hvad puljeprovisionen beløber sig til, og i vores nyhedsbrev Pension, forsikring og puljeopsparing kan du se handels- og investeringsomkostningerne i de enkelte puljer.

Indirekte omkostninger

Nogle omkostninger betales ikke direkte fra din konto. Disse omkostninger kaldes indirekte omkostninger. Det drejer sig primært om omkostninger, der afholdes af hele puljen, og som fragår i puljeafkastet, inden det tilskrives din konto. Opgørelsen af de indirekte omkostninger er baseret på historiske oplysninger for det seneste hele kalenderår.  Måleren opdateres  med nye omkostningstal primo hvert år. Beregningen sker i øvrigt med udgangspunkt i nøgletallet ÅOP (årlige omkostninger i procent), som offentliggøres af IFR (InvesteringsForeningsRådet).

De indirekte omkostninger baseret på den ÅOP, som offentliggøres af IFR, omfatter i grove træk:

•Forvaltningsomkostninger (rådgivningsgebyrer og evt. formidlingsprovision m.v.)
•Administrationsomkostninger i fondene (fællesomkostninger, depot- og VP-gebyrer m.v.)
•Direkte handelsomkostninger i forbindelse med den løbende pleje af porteføljen (kurtage m.v.)
•Handelsomkostninger ved køb og salg af fonden (emissionstillæg/indløsningsfradrag periodiseret over 7 år, som er den periode papirerne antages gennemsnitligt at ligge i fonden).
Bemærk at banken ofte kan handle til en lavere ÅOP, fordi der ved puljeopsparing gives rabatter ved emission og/eller ved diverse gebyrer. Med andre ord vil den ÅOP, som IFR offentliggør, ofte være højere end den faktiske ÅOP.

Afkast

Beregningen er baseret på samfundsforudsætningerne for afkast, som hvert år opstilles af Finansrådet og Forsikring & Pension.

Beskatning af pensionsafkast

Du betaler skat af dit pensionsafkast (PAL).  PAL indgår i omkostningsmåleren med en sats på 15,3 %.

ÅOK og ÅOP. På baggrund af de indtastede oplysninger (nuværende opsparing, årligt opsparingsbeløb samt valg af puljeordning) giver omkostningsmåleren et skøn over:

  • Årlige Omkostninger i Kroner (ÅOK), som består af de ovennævnte direkte og indirekte omkostninger før pensionsafkastskat.
  • Årlige Omkostninger i Procent (ÅOP), der er beregnet som ÅOK divideret med den beregnede værdi af pensionsopsparingen ved udgangen af året efter at alle omkostninger er afholdt og efter tilskrivning af afkast efter afkastskat.

Øvrige forudsætninger

I omkostningsmåleren anvendes der forudsætninger for forventet afkast, som følger de retningslinjer Forsikring og Pension samt Finansrådet har aftalt for fælles samfundsforudsætninger ved pensionsfremskrivninger.


De årlige indbetalinger pristalsreguleres, og det forudsættes i øvrigt, at du fortsætter med at indbetale, indtil udbetaling af din opsparing påbegynder.

Beregningen er endvidere baseret på nogle antagelser om den fremtidige økonomiske udvikling, skattesatser samt privatøkonomiske forhold. Disse antagelser kan vise sig ikke at holde stik, og vi understreger derfor, at beregningsresultatet alene er vejledende.

Vi tager forbehold for fejl og mangler i beregningen.