Nova Åbner i nyt vindue Find os Åbner i nyt vindue

Renoverings- og forbedringsprojekter

En sund økonomi er det bedste fundament at bygge på

Det koster penge at vedligeholde og forbedre en ejendom. Om der er tale om et par hundrede tusinde kroner eller mange millioner, afhænger i sagens natur af, hvad I skal have lavet, og hvor stor jeres ejendom er.

Sørg for, at vi bliver involveret i processen så tidligt som muligt - uanset projektets størrelse. Også gerne inden projektet tager konkret form. Det giver os mulighed for at præsentere jer for forskellige økonomiske scenarier, som kan hjælpe jer med at få et klarere billede af rammen for jeres projekt, og hvad det helt konkret vil betyde for jeres daglige økonomi.

Vi er typisk i tæt dialog med boligforeningens bestyrelse, administrator og revisor. På den måde sikrer vi, at projektet hænger sammen, og at I får den bedst mulige økonomiske løsning.

Vi anbefaler i det hele taget, at vi er i løbende kontakt, selvom der ikke nødvendigvis er større projekter på bedding. På den måde opretholder I en sund økonomi og kan håndtere uforudsete udgifter i foreningen.

Eksempler på renoverings- og forbedringsprojekter

  • Facaderenovering
  • Udskiftning af vinduer
  • Nyt tag og isolering
  • Altaner
  • Miljø- og energiforbedring
  • Varmeinstallationer 

Eksempler på vedligeholdelse og udbedring af skader

  • VVS (gennemtærede vandrør og faldstammer)
  • El (forældede installationer)
  • Træværk (udtørrede vinduesrammer og døre)
  • Murerarbejde (sætningsskader og fugning)
  • Affugtning af kælder efter skybrud

Har I en vedligeholdelsesplan for jeres boligforening?

Hvis I ikke har en opdateret vedligeholdelsesplan for jeres boligforening, anbefaler vi, at I får udarbejdet en snarest muligt.  

En vedligeholdelsesplan er en oversigt over projekter og udgifter i ejendommen de næste 10-15 år. Det er typisk en byggesagkyndig, som udarbejder vedligeholdelsesplanen med udgangspunkt i en byggeteknisk gennemgang af ejendommen. Vi anbefaler, at I opdaterer planen ca. hvert femte år.

Vedligeholdelsesplanen giver jeres boligforening det bedst mulige økonomiske overblik, og dermed ved I, hvor meget og hvor længe I skal spare op. Og i givet fald: Hvor meget I skal låne og hvornår.

Du får som andelshaver øget økonomisk tryghed for din månedlige boligafgift samt niveauet for andelskronen og dermed værdien af din andelsbolig. 

Vedligeholdelsesplanen er således også en vigtig brik i det samlede billede, når vi skal hjælpe jer med at finansiere et projekt.

Sådan kommer I i gang med et renoveringsprojekt i jeres boligforening

Step 1

Tag en indledende snak med os, mens projektet kun er på idéplanet. 

Vi kan bl.a. give en overordnet økonomisk ramme for projektet.

Step 2

Bliv så konkret omkring jeres projekt som muligt:

  • Overvej projektet ift. jeres vedligeholdelsesplan
  • Indhent tilbud fra 2-3 forskellige leverandører
  • Få overblik over timingen

Step 3

Vi giver et overblik over projektets økonomi og de økonomiske konsekvenser for:

  • Jeres boligforening
  • Den enkelte andelshaver/ejer

Vi indhenter alle nødvendige informationer om foreningens økonomi fra bestyrelsen og administrator. 

Step 4

Send den samlede projektbeskrivelse - tilbud og finansieringsforslag - ud til alle medlemmer i god tid inden generalforsamlingen (eller evt. en ekstraordinær generalforsamling), så det står klart, hvilke(t) projekt(er) og finansieringsløsninger I skal debattere og stemme om.

Step 5

På selve generalforsamlingen skal bestyrelsen fremlægge projektet, og medlemmerne skal stemme om det i henhold til foreningens vedtægter. Vi deltager gerne på generalforsamlingen, så vi kan være med til at fremlægge finansieringen af projektet og svare på spørgsmål fra medlemmerne. 

Det er vigtigt, at beslutningen fremgår af referatet fra generalforsamlingen.

Step 6

Hvis projektet godkendes på generalforsamlingen, bør I nedsætte en arbejdsgruppe blandt medlemmerne, som står for koordinering af projektet samt kontakt til leverandører og os. I nogle boligforeninger tager administrator sig af den opgave.

Hvis renoveringsprojektet godkendes, kan det sættes i gang.

Skal du købe andelsbolig?

Få hjælp og vejledning til købet af din andelsbolig

Læs mere