For fjerde år i træk indtager danbolig i Holbæk førstepladsen på listen over landets bedst sælgende ejendomsmæglere.
Nordeas ejendomsmæglerkæde danbolig sidder igen tungt på listen over de mest sælgende ejendomsmæglere i landet. Det viser en opgørelse fra Boligsiden over de mæglerbutikker, som har gennemført flest bolighandler i 2020. Boligmarkedet har slået den ene rekord efter den anden og budt på et rekordhøjt boligsalg sidste år. Det afspejler sig også i årets liste over de mest sælgende mæglere.
Øverst på listen står danbolig i Holbæk, som for fjerde år i træk kan kalde sig for Danmarks ukronede danmarksmester i boligsalg med 587 solgte villaer, lejligheder og sommerhuse. Sidste år var tallet 493 handlede boliger.
Tre danboligmæglere på årets Top-10
Udover førstepladsen indtager danbolig Aarhus City en tredjeplads med 351 gennemførte handler, mens danbolig i Silkeborg sikrer sig en sjetteplads med 280 gennemførte handler.
Samlet set er kun to butikker fra årets liste placeret i København og Aarhus. De øvrige otte butikker er placeret uden for storbyerne. Som noget nyt finder vi også en butik i den sydvestjyske by Nørre Nebel, som er kommet med på listen efter årets stormløb på sommerhusmarkedet.
Rekordhøj aktivitet
Den rekordhøje aktivitet på sommerhusmarkedet startede kort efter den første coronanedlukning tilbage i marts måned, hvor mange familier så sig lune på ideen om deres eget fristed ved udsigten til en sommerferie uden den sædvanlige rejseaktivitet.
I månederne efter fulgte det øvrige boligmarked trop og nåede en milepæl i december, hvor antallet af gennemførte handler ifølge Boligsiden rundede 100.000. Den udvikling havde de færreste forudset, da pandemien lukkede landet ned.
Top 10: Ejendomsmæglere
De bedst sælgende ejendomsmæglere i 2020 (frem til medio december). Projektsalg er ikke med.
Solgte boliger | |
---|---|
1 Danbolig Holbæk - Henrik Larsen | 587 |
2 Home Vejle - Damhaven | 353 |
3 Danbolig Aarhus City | 351 |
4 EDC Poul Erik Bech /Brimer & Krag | 328 |
5 EDC Nr. Nebel | 299 |
6 Danbolig Silkeborg | 280 |
7 EDC BornholmerBO | 276 |
8 EDC Poul Erik Bech, Østerbro og Nordhavn | 267 |
9 Home Esbjerg - Strandbygade | 258 |
10 EDC Ejendoms Centret A/S | 256 |
10 Nybolig Jeppesen & Sørensen Ebeltoft | 256 |