Siden præsident Trump forleden annoncerede en ny runde straftold på kinesiske varer, har aktiemarkederne mest stået i bakgear, mens obligationsrenterne er faldet til nye lave niveauer (til glæde for mange boligejere). Samtidig så vi i sidste uge en af de mest pålidelige indikatorer for en kommende økonomisk nedtur blinke rødt, nemlig hældningen på den amerikanske rentekurve.
”Vi fik det, man på engelsk kalder en ’inverted yield curve’. Det kan måske lyde lidt nørdet, men når den lange rente ligger lavere end den korte, har det historisk været en troværdig indikator på den kommende recession,” siger seniorstrateg Andreas Østerheden, som dog understreger, at der er betydelig usikkerhed knyttet til timingen af en eventuel økonomisk nedtur.
Usikkerheden omkring den geopolitiske situation mellem USA og Kina og udsigten til, at vi ikke får en løsning på handelskonflikten mellem verdens to største økonomier på denne side af præsidentvalget i november 2020, får
rentemarkedet til at sende en klar besked til investorerne: Der er dårlige tider forude. I praksis faldt den 10-årige rente ned til den 2-årige i en kort periode (med 1 basispunkt, dvs. 0,01%).
”Der er altså ikke tale om et meget kraftigt signal, og vi anbefaler heller ikke, at man hænger sin investeringsstrategi op på dette tegn alene. Tager vi denne indikator som sådan, så er der historisk siden 1964 gået mellem ni og 24 måneder fra, at rentekurven har sendt signalet til, at recessionen er indtruffet” siger Andreas Østerheden.
Vi er stadig skeptiske med hensyn til vækstudsigterne for den globale økonomi, men vi forventer ikke en recession inden for de kommende 12 måneder. Det er fortsat den verserende handelskonflikt mellem Washington og Beijing og andre geopolitiske forstyrrelser, der lægger en kold klud på udsigterne for den globale økonomi. Ud fra et investeringsperspektiv kan det måske være fristende at følge overskrifterne i finansmedierne og sælge ud af sine aktier, men der skal man huske på, at på trods af vilde udsving i august, hvor aktier faldt 5 pct. målt i danske kroner, har aktier globalt givet et afkast på ca. 14 pct. i år.