Investoren: Energi og begejstring er afgørende
Mentor, investor og virksomhedsejer Casper Dreymann, som er meget engageret i en forening af danske business angels, har overværet sin del af præsentationer af forretningsidéer. Hvad lægger han vægt på, når han bliver præsenteret for en ny forretningsidé? Hans svar er værd at notere sig:
"Jeg lægger først og fremmest mærke til personen bag virksomheden, vedkommendes faglige baggrund, og hvad vedkommende har præsteret. Dernæst ser jeg på selve præsentationen og personens energi og begejstring. Og i sidste række vurderer jeg forretningsidéen."
Investorer og business angels som Casper er naturligvis interesserede i forretningsaspektet af din virksomhed, i, hvordan du har tænkt dig at tjene penge, så det kan betale sig for ham at investere i dig. Men i modsætning til, hvad du måske forventer, er budgetter og tal ikke det, Casper i første omgang fokuserer på, når du fremlægger din forretningsidé for ham:
"Du skal lave en fantastisk præsentation af din idé. Fortæl mig om dig selv. Vis mig dit produkt. Vis mig, at du har undersøgt tingene ordentligt, at du kender dit marked, og at du er fast besluttet på at komme i mål. Jeg vil se dokumentation for, hvorfor din forretningsidé er min investering værd."
"Forbered dig. Du skal kende din forretningsplan forfra og bagfra og være klar til at svare på ethvert tænkeligt spørgsmål."