Faktorer der kan betyde knald eller fald

Find ud af, hvad banker og investorer forventer sig af dig som iværksætter, og få værdifuld indsigt i, hvilke faktorer der i sidste ende kan være udslagsgivende for, om du får en aftale i hus eller ej.

Vi har talt med erhvervsrådgivere, investorer og nystartede virksomheder og samlet en top 5 over faktorer, der kan afgøre, om en forhandling om finansiering – og enhver anden form for forretningsrelateret forhandling – ender med knald eller fald. Disse regler er naturligvis ikke mejslet i sten. Du vil opdage, at nogle af faktorerne ikke er knyttet direkte til en forhandling med hverken en bank eller en investor, men snarere er relevante retningslinjer, der forhåbentlig vil hjælpe dig til at undgå de værste begynderfejl.

Top 5-faktorer, der kan få en aftale til at gå i vasken

At du kontakter samtlige banker eller investorer

Ikke alle forretningsidéer er lige velegnede til alle banker eller investorer. Hvis du ikke undersøger tingene ordentligt, før du henvender dig til banker og investorer, risikerer du at ødelægge enhver chance for en aftale, før du overhovedet går i gang. De har alle sammen områder, de er mere specialiseret i end andre. Undersøg på forhånd, hvilke der er mest relevante for din forretningsidé. 

Urealistiske forventninger

Banker og investorer er altid ivrige efter at høre fra lovende nye virksomheder. Men lad være med at fremlægge unødvendige, aggressive prognoser og urealistiske indtjeningsmuligheder. Under godkendelsesproceduren skal du bevise dit værd. Lad være med at spænde ben for dig selv, så du risikerer at ødelægge en potentiel investeringsmulighed.

At du undervurderer konkurrenterne

Du må aldrig uden videre affærdige nuværende eller mulige konkurrenter. Det vil med stor sandsynlighed blive opfattet som enten uvidenhed eller arrogance, hvis du opfører dig, som om din forretningsidé er konkurrerende virksomheder overlegen. Hvis du udviser respekt for konkurrenterne, sender du derimod et klart signal om din realitetssans og om, at du er klar til at konkurrere.

At du ikke ved, hvad du gerne vil opnå

Du skal altid beslutte dig for, hvad du håber at få ud af et møde med en investor eller en bank, før du henvender dig til dem. Hvis du ikke kan udtrykke, præcis hvad du gerne vil opnå, får du det formentlig heller ikke. Men hvis du kan, vil dit ønske blive opfattet som overbevisende og gennemtænkt. Du skal også prøve at betragte mødet fra bankens eller investorens synspunkt – hvad tror du, de gerne vil opnå, og hvordan kan du få dine og deres mål til at gå op i en højere enhed?

Manglende selvtillid

Det er ok at være nervøs, når du skal præsentere din forretningsidé over for banker eller investorer. Men hvis du ikke udstråler selvtillid under præsentationen, bliver det svært at overbevise dem om, at du har, hvad der kræves for at realisere potentialet i din forretningsidé. Øv dig på at fremlægge din præsentation - det kan hjælpe dig til at føle dig mere tryg og selvsikker.

Top 5-faktorer, der kan få en aftale i hus

Ordentlig forberedelse

Det er altafgørende, at du forstår, hvad en investor lægger vægt på i forhold til resultatet af jeres forhandling, hvis du vil have overtaget og sikre dig en god aftale. Det kan være noget, der ikke har noget med økonomi at gøre, fx. en plads i bestyrelsen, som du kan tilbyde uden at sælge ud. Gør dit hjemmearbejde før hvert møde, så du har chancen for at score point under forhandlingerne.

Selvtillid og engagement

Husk, at nogle mennesker nemt opfatter selvtillid som arrogance. Hvis du virker for selvsikker, kan det virke provokerende på nogle investorer og bankrådgivere. Så du er nødt til at udvise den rigtige grad af selvtillid og gøre en indsats for at vise dit engagement. Ud over din idé er det dit engagement, de i sidste ende investerer i.

At du spørger dem, hvad de er usikre på

Hvis der ikke er kommet en aftale i stand hen imod slutningen af et møde med en investor eller en bank, kan det tit betale sig at spørge ligeud: "Hvis der er noget, du er usikker på eller bekymret over i forhold til denne investering, så lad mig høre, hvad det er." Hvis du er åben over for deres tvivl og bekymring, sender du et meget troværdigt signal. 

Forskellige investeringsmuligheder

Fleksibilitet er altafgørende, når du vil have investorer til at hjælpe dig økonomisk med din virksomhed. Alt eller intet-vilkår fungerer sjældent, fordi forskellige investorer har forskellige motivationer. Du skal heller ikke forsøge at gennemtvinge en minimumsinvestering. Vær fleksibel, og tilbyd en vifte af investeringsmuligheder, der kan tiltrække de rigtige investorer til din virksomhed.

At du ved, hvornår du skal holde mund

Det er en fordel at være god til at sælge din idé til investorerne. Men det er lige så vigtigt at vide, hvornår du skal stoppe salgssnakken. Når en investor har besluttet sig for at investere, skal du træde et skridt tilbage og lade processen køre af sig selv uden at oversælge.

En bankløsning til din nye virksomhed

Vi har sammensat tre løsninger, der kan give din nye virksomhed en god start – Start, Plus og Pro

Find din løsning