Fra vugge til soltag

"Jeg er ikke dummere end, at jeg godt kan regne ud, at der er nogen, som skal leve af de elafgifter," lyder det fra Ole Dalsgård Nielsen, adm. direktør i Superwood. Han mener dog, at vil man styrke incitamentet for den grønne omstilling, så skal processerne bag gøres mere fleksible og gennemsigtige, end tilfældet er nu.

Det handler om mere end tilbagebetalingstid samt kroner og øre, når Superwood har investeret i solceller på taget. Det betyder meget, at den midtjyske virksomhed er selvforsynende på egen strøm. Men der er også nogle ærgerlige undtagelser, lyder det fra virksomheden.

Der er lige præcis så mange solceller på taget af virksomheden Superwood i Hampen i Midtjylland, som tagkonstruktionen kan bære. Virksomheden specialiserer sig i produktion af miljøvenlige og holdbare træprodukter og var i forvejen selvforsynende med varme i form af overskudstræ og savsmuld fra produktionen. Derfor var det også naturligt, at man blev selvforsynende med egen strøm – ikke mindst for to år siden, da elpriserne var på vej gennem loftet, og der var frygt for blackouts.

Siden har elpriserne fundet et mere moderat leje, og dermed går der længere tid før, investeringen er tjent ind – uagtet hvor meget man ellers kan spare på strømmen, og hvor meget solen ellers skinner i Danmark.

Men selvom det økonomiske regnestykke selvfølgelig skal give mening, er det ikke hele hovedformålet. Man har ikke kun investeret i sol. Man har også investeret i gennemsigtighed i den grønne omstilling.

”Jeg kan rigtig godt lide ideen om, at vi selv bidrager med grøn strøm. Vi kunne også have købt strøm, der var certificeret, som f.eks. kunne komme fra en vindmølle. Men vi har tænkt meget over, hvad der egentlig er effekten af det, vi gør. Det ville ikke øge mængden af strøm, hvis vi bare købte det, og hvis det betød, at en anden virksomhed skulle bruge strøm fra et kulkraftværk. Så var vi jo lige vidt,” siger adm. direktør i Superwood, Ole Dalsgård Nielsen.

I stedet har virksomheden udviklet en teknik, der ikke bruger tungmetaller og mindre imprægneringsmiddel, men til gengæld imprægnerer træet helt ind i kernen. Det har bl.a. medvirket til, at Superwood i 2003 modtog EU's Miljøpris, og virksomheden er bl.a. certificeret med den internationalt anerkendte Cradle to Cradle 4.0., en certificeringsordning, der sigter mod at anerkende virksomheder for deres arbejde med cirkulær økonomi.

Men selvom Ole Dalsgård Nielsen efterhånden har lært et utal af bogstavkombinationer inden for miljøcertificering, så giver det for ham en anden værdi, at man selv har et håndgribeligt bevis på taget.

”Certificeringen og vores EPD (Miljøvaredeklaration, red.) er vigtig, og den er vigtig for vores kunder. Men jeg kan godt lide det håndgribelige i, at vi kan vise, hvordan vi producerer strøm og varme, når vi har gæster på virksomheden. Ellers kan det godt blive lidt diffust,” siger Ole Dalsgård Nielsen og peger på et konkret eksempel:

”Hvis vores solceller producerer en megawatt, og jeg bruger den ene halvdel selv og sender den anden halvdel ud i systemet, så er der en anden virksomhed, der kan skrive den halve megawatt på deres grønne regnskab. Det er måske lidt underligt.”

En anden undren hos direktøren gælder økonomien i det.

 Der er flere ting, der undrer Ole Dalsgård Nielsen, når nu hans virksomhed rent faktisk kan være selvforsynende på strøm. Bl.a. hvorfor Superwood ikke kan skrive den overskydende strøm, de sender videre i systemet, på deres grønne regnskab. Foto: Kåre Viemose

”Når jeg sender strøm ud i nettet, går energiselskabet ud og sælger det som grøn strøm. Fint nok, men vi får ikke den merpris, vi selv skal betale, når vi har gang i produktionen, og solen ikke skinner,” siger Ole Dalsgård Nielsen, der har indrettet store dele af produktionen, så det passer til, hvor strømmen er billig, grøn – og deres egen.

En af de ting, som netop er blevet implementeret, er, at alle virksomhedens interne lastvogne er skiftet fra at være dieseldrevne til at køre på el. En investering, der har positiv indvirkning på såvel den sorte som den grønne bundlinje. Alligevel er der en ting, som fortsat ikke står klart for Ole Dalsgård Nielsen.

”Vi er ved at lease nye biler, så vi bevæger os mod kun at have elbiler. For mig kom det personligt som en overraskelse, at vi ikke må lade elbilerne med den strøm, der kommer oppe fra taget. I dagtimerne producerer vi mere strøm, end vi kan bruge, men det skal vi sende tilbage i nettet,” siger han og fortsætter;

”Vi må godt oplade vores elektriske gaffeltrucks med vores egen strøm – men ikke elbilen, der står lige ved siden af. For mig svarer det lidt til, at vi ikke selv må drikke det vand, der kommer ud af vandhanerne.”

Han mener, at det ville være et stort incitament i den grønne omstilling, hvis man kunne gøre reglerne mere fleksible.

”Jeg er ikke dummere end, at jeg godt kan regne ud, at der er nogen, som skal leve af de elafgifter. Men det virker bare mærkeligt, at vi skal ud og købe ladebokse til vores elbiler for at sikre, at strømmen kommer fra elnettet. I min verden ville det være lige så naturligt at tilbyde medarbejdere og gæster at lade deres private biler op, som at de kan drikke vand fra vandhanen.”

En anden udfordring er ifølge Ole Dalsgård Nielsen de bureaukratiske benspænd, som han ikke var bevidst om, da han og Superwood i sin tid investerede i de mange solceller.

 ”Nu har vi ikke plads til flere solceller på taget, så vi fortsætter med at se på, hvordan vi kan indrette vores produktion. Måske skal vi investere i en solcellepark et andet sted. Men vi er glade for at vi kan se, hvor vores grønne strøm kommer fra. Og hvis andre skal gå samme vej, skal man overveje at gøre det mere pædagogisk og nemt for virksomhederne – og lidt mindre nidkært. For os har det i hvert fald været en stor drivkraft i denne investering, at det er gennemsigtigt,” slutter Ole Dalsgård Nielsen.