Svindlerne udnytter travlheden
Der bliver skruet op for mængden af falske sms'er og e-mails i de perioder, hvor vi bruger flere penge. Samtidig står svindlere bag falske webshops, der ligner ægte onlinebutikker til forveksling. Og på sociale medier bliver der lanceret annoncer, der ikke er til at stole på.
Det har alt sammen samme formål: At få dig til at trykke, betale eller dele dine personlige oplysninger.
Fem enkle råd til sikker nethandel
1. Vær skeptisk over for "for gode" tilbud
Svindlerne lokker med overdrevne tilbud og prisnedsættelser for at få dig ind på deres hjemmesider. Hvis et tilbud virker for godt til at være sandt, er det ofte fordi, det netop er tilfældet.
2. Vær særligt opmærksom på sociale medier
Meget svindel starter på sociale medier. Vær derfor ekstra påpasselig med annoncer og delinger i grupper på sociale platforme.
3. Undersøg webshoppens troværdighed
Webadressen kan afsløre, om der er tale om en svindelside. Men du kan tjekke, om du er faldet over en officiel webbutik eller en side, du skal passe på med:
- Læg mærke til, om webadressen er stavet korrekt, eller om der er en mindre ændring i stavemåden.
- Slå webshoppen op på tjekpånettet.dk.Åbner i nyt vindue
- Tjek CVR-registret på virk.dkÅbner i nyt vindue, hvis butikken udgiver sig for at være dansk.
4. Vær forsigtig med links i beskeder
Klik ikke på links i SMS'er eller e-mails, medmindre du er helt sikker på afsenderen. Vær ekstra opmærksom på falske beskeder om pakkelevering. Når der bliver sendt mange pakker rundt i landet, bliver der som regel også sendt flere falske beskeder, hvor svindlerne forsøger at få fingrene i kortoplysninger eller andre følsomme informationer.
5. Læs altid MitID-teksten grundigt
Husk altid at læse teksten i din MitID-app, inden du godkender. Tag dig god tid, når du godkender handlinger, og læs hvad der står. Bliver du det mindste i tvivl, så stop straks op.


