Hvis du ejer en bolig, har du måske hørt, at boligskatterne stiger fra 1. januar 2027. Men hvad er det egentlig, der sker? Hvorfor sker det nu? Og hvem bliver mest påvirket? Det vil jeg forklare her.
Da boligskattereformen blev indført 1. januar 2024, blev der samtidig indført et nyt princip om, at boligskatterne i højere grad skulle følge udviklingen i boligpriserne. Hvis boligpriserne steg, skulle boligskatterne også stige – og omvendt.
Formålet var, at beskatningen i højere grad skulle afspejle værdien af den konkrete bolig. Og eftersom boligpriserne er steget markant de seneste år, står mange boligejere nu over for en højere skatteregning i 2027.
Mange spørger, hvorfor ændringen først slår igennem nu.
Forklaringen er, at ejendomsvurderingerne kun opdateres hvert andet år, og at det tager tid at opgøre prisudviklingen.
I 2025 og 2026 har boligskatten derfor være beregnet på baggrund af ejendomsvurderingen fra 2024, mens vi i 2027 og 2028 bliver beskattet af vurderingen fra 2026.
Og fordi boligpriserne i mellemtiden er steget mange steder i landet, betyder det også højere boligskatter for de fleste boligejere.
Stigningerne fordeler sig meget forskelligt rundt om i landet. De største stigninger finder vi typisk i og omkring København, hvor boligpriserne både er høje og er steget kraftigt gennem en længere periode.
Vores beregninger viser, at et typisk hus i København By og Københavns Omegn vil få en årlig skattestigning på mellem 7.000 og 9.000 kroner.
For ejere af særligt dyre boliger kan stigningen dog være væsentligt større og i nogle tilfælde overstige 30.000 kroner om året.
I store dele af Sjælland uden for hovedstadsområdet, på Fyn og i store dele af Jylland er stigningerne betydeligt mindre. Her vil en typisk boligejer få en ekstraregning på op til 1.200 kroner om året og i Østjylland på ca. det dobbelte.
Så kort sagt så er det især ejere af dyre boliger i hovedstadsområdet, der bliver ramt af de største skattestigninger.
Når forskudsopgørelsen bliver offentliggjort i november, kan du se, hvad ændringen betyder for netop din bolig. Husk også at du har mulighed for at indefryse stigningen, og at baggrunden for den stigende boligskat er, at din bolig er blevet mere værd.