Lyder noget for godt til at være sandt, så er det ofte også tilfældet. Falske annoncer på de sociale medier viser kendte personer, som deler deres historier om, hvordan de er blevet rige ved at investere. Svindlerne bruger annoncerne til at lokke med fantastiske afkast, hvis du investerer din opsparing i fx kryptovaluta eller eksotiske aktier.

Så snart du skriver dig op til at høre mere, vil du få en ekstremt trænet svindel-sælger i røret som din private investeringsrådgiver, som har til formål at få dig til at smide flere og flere penge ind i svindelnummeret, hvor du aldrig får dine investerede penge tilbage. 

Er du alligevel interesseret i et tilbud, så tjek grundigt hvad du betaler for og til hvem.

Tips:
  • Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det ofte også for godt til at være sandt.
  • Kontroller, at virksomheden fremgår i Finanstilsynets virksomhedsregister. Fremgår virksomheden ikke, har den ikke tilladelse til at tilbyde finansielle tjenesteydelser i Danmark.
  • Tjek Finanstilsynets side Advarsler mod ulovlig virksomhed. Hvis en virksomhed står på en af listerne på siden, skal du afholde dig helt fra at have noget med den at gøre.
  • Tjek på den internationale finansorganisation Ioscos hjemmeside iosco.org, hvilke virksomheder, der advares mod at investere i.
  • Hvis du har en lille tvivl eller en forkert fornemmelse, er det ofte fordi, der er noget galt.

Læs mere om andre svindelmetoder