Hvad er en investering?
Når mange vælger at investere deres pension, opsparing eller andre formuer, er det fordi, de har et ønske om at tjene penge på investeringen senere i livet. Det vil sige, at de kan se deres investering vokse, så de får mere tilbage, end det de i sin tid investerede.
I dag er investering ikke kun relevant for dem, der har mange penge, det er også relevant for dig, der har en mindre opsparing, eller gerne vil starte en opsparing. I dag er der nemlig flere fordele ved at investere dine penge fremfor at lade dem stå på en bankkonto.
Hvorfor er det en god ide at investere?
Sætter du penge ind på en opsparingskonto risikerer du, at det tager væsentligt længere tid at spare op til det du ønsker, eller at opsparingen med tiden vil miste værdi.
Årsagen til det er, at der er en meget lav rente på en almindelig opsparingskonto – ofte er den faktisk 0. Da priserne stiger løbende i samfundet – det vi kalder inflation – så bliver din opsparing altså stille og roligt mindre værd. Over tid kan det blive til mange penge.