Afslutning af boet

Det er vigtigt at en udbetaling fra boet sker til de retmæssige arvinger. Vi har derfor brug for, at du fremsender forskellig dokumentation for at kunne lukke boet i banken. Du kan enten sende dokumentation løbende og undervejs i forløbet, eller samlet når du har alle de nødvendige dokumenter. Har du tidligere fremsendt dokumentation, behøver du ikke at fremsende det igen.

Vi har brug for følgende:

  • Skifteretsattesten fra Skifteretten
  • Eventuelle underskrevne skiftefuldmagter hvis I er flere arvinger
  • Boligen skal være solgt og lån indfriet eller overdraget og gældsovertaget lån
  • Bankboks skal være tømt og afmeldt
  • ID/Legitimation på den der repræsenterer boet. Vi skal bruge kopi af mindst to former for gyldig legitimation, enten pas, kørekort eller sygesikringsbevis. Er du i forvejen kunde i Nordea og allerede er tilstrækkeligt legitimeret, skal du ikke fremsende yderligere. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
  • At der er taget stilling til, hvad der skal ske med boets investeringer
  • At der er klarhed over, hvordan midlerne i boet skal fordeles 

Fordeling af arv

Vi anbefaler, at midlerne tidligst fordeles efter otte uger, hvor proklamafristen udløber, og efter en eventuel boafgift er betalt.

Hvis vi skal hjælpe med at fordele boets midler, har vi brug for at vide, hvordan arven skal fordeles. Vi har desuden brug for de nødvendige oplysninger til at kunne overføre kontante midler og eventuelle værdipapirer:

Er der værdipapirer, som skal håndteres?

  • Hvis boet indeholder værdipapirer, skal de enten sælges eller flyttes til modtagerens depot.
  • Hvis værdipapirerne skal sælges, skal vi modtage bekræftelse på dette på mail via netbank, hvorefter vi kan gennemføre salget. 
  • Hvis værdipapirerne skal flyttes, har vi brug for oplysninger om modtagerens CD-ident, depotnummer bestående af 10-15 cifre, og navnet på modtagerbanken.

Er der kontante midler, der skal fordeles?

  • Skal der overføres kontante midler, har vi brug for oplysninger om modtagerens registrerings- og kontonummer.
  • Har du selv adgang til afdødes konti, kan du ofte selv håndtere fordelingen af midlerne, hvis du ønsker det. Vi skal dog have besked, inden du selv foretager en fordeling, så renter kan tilskrives, og vi kan foretage ændringer i beløbsbegrænsninger. Herefter kan du gennemføre overførslerne. Vi vil efterfølgende sørge for at lukke boets konti.