Budget med baby – hvad betyder det for den daglige økonomi?
Når du sætter et barn i verden, følger der nogle udgifter med. Her får du overblik over de typiske poster, du bør have med i dit overblik over, hvad det koster at få et barn.
Baby-startpakken
Du skal regne med en række engangsudgifter til babyudstyr. Det kan fylde meget i budgettet, fordi du ofte skal købe flere ting på én gang. Her er det udstyr, du typisk vil få brug for, når du får en lille:
• Autostol
• Babylift – kan både bruges i barnevognen og som seng det første stykke tid
• Barnevogn inklusiv madras, regnslag og eventuelt myggenet
• Babydyne, lagner og sengetøj
• Babytøj
• Stofbleer
• Blespand
• Badekar
• Puslebord og/eller puslehynde
• Babyalarm
Du har måske ikke brug for det hele, og du kan påvirke prisen ved at købe brugt. I genbrugsbutikker og på handelsplatforme kan du ofte finde babyudstyr i fin stand, og her kan der være mange penge at spare.
Når der går hverdag i den
Når baby er kommet til verden, og du har købt det første udstyr, må du ikke glemme, at dine faste månedlige udgifter også vil stige:
Løbende ekstra udgifter
Din ugentlige indkøbsliste bliver lidt længere, når du får et barn. Sørg derfor for plads i budgettet til bleer, tøj og legetøj. Små børn vokser hurtigt, og de kan nå igennem en masse tøjstørrelser meget kort tid.
Stigende forbrug
Du kan godt regne med, at dine udgifter til vand og el – og måske også varme – stiger. Vaskemaskine og opvaskemaskine skal køre oftere, og under barslen stiger udgifterne til el typisk også, fordi der er nogen hjemme det meste af tiden.
Pasning
Prisen for dagpleje eller vuggestue afhænger af din kommune. Du skal typisk regne med 3.000–5.000 kr. om måneden. Afhængigt af din families økonomi og størrelse kan du muligvis få friplads, tilskud eller søskenderabat.


