Hvor meget må du tjene ved siden af SU?

Mange studerende vælger at supplere SU'en med et studiejob. Det kan give mere økonomisk frihed i hverdagen, men det er vigtigt at kende reglerne for, hvor meget du må tjene, hvis du samtidig skal have ret til SU.

Når du får SU, har du et fribeløb. Det er grænsen for, hvor meget du må tjene ved siden af SU uden at risikere at skulle betale noget af SU'en tilbage. Hvor stort dit fribeløb er, afhænger blandt andet af, hvor mange måneder du modtager SU, og om der er perioder i løbet af året, hvor du ikke får SU.

Får du flere timer på dit studiejob, ekstra vagter eller et sommerjob, er det derfor en god idé løbende at holde øje med din indkomst.

Hvilke indtægter tæller med?

Når du holder øje med dit fribeløb, er det ikke kun din almindelige løn, der kan være relevant. Udover din løn fra studiejobbet, skal du også medregne feriepenge, honorarer og andre skattepligtige indtægter til dit fribeløb. Er du i tvivl, bør du orientere dig om de gældende regler hos SU.

Vidste du?

Som studerende optjener du som udgangspunkt feriepenge gennem dit studiejob. Feriepenge svarer typisk til 12,5 pct. af din løn og tæller med som indtægt. Derfor kan feriepenge have betydning for, om du holder dig inden for dit SU-fribeløb.

Hvilket skattekort skal du bruge?

Når du både får SU og har et studiejob, er det vigtigt at bruge det rigtige skattekort. Det har betydning for, hvor meget skat der bliver trukket af din SU og din løn.

Du skal tage stilling til:

  • Dit hovedkort: Indeholder dit personfradrag og bør som udgangspunkt bruges der, hvor du har din største indkomst. Når dit hovedkort bruges korrekt, får du glæde af dit fradrag løbende gennem året, så der ikke bliver trukket mere skat end nødvendigt.
  • Dit bikort: Bruges til dine øvrige indtægter. Når der udbetales via bikortet, bliver der ikke taget højde for dit fradrag, fordi det allerede er knyttet til hovedkortet. Du kan godt have flere arbejdsgivere eller indtægter, der bruger dit bikort.

3 gode råd når du har studiejob og får SU

Vil du vide mere?