Hvordan påvirker et amerikansk præsidentvalg typisk aktiemarkedet?

"Det er meget almindeligt, at præsidentvalg i USA har en betydning for bevægelserne på aktiemarkedet og særligt på udvalgte sektorer. Effekten vil dog oftest være forholdsvis kortvarig, og over den lidt længere bane har det ikke den store betydning.  

Det afgørende for aktiekurserne er ikke, hvilken kandidat der vinder det enkelte valg, men derimod i højere grad den generelle udvikling i økonomien og indtjening. 

Hvordan aktiemarkedet vil reagere på et valg afhænger i høj grad af sammensætningen af Kongressen efter valget. Den sammensætning er nemlig afgørende for, om den valgte kandidat kan føre den politik, der har været fremlagt i løbet af valgkampen.  

Markedernes foretrukne udfald på et præsidentvalg er, at der sidder en præsident, som ikke rigtig kan komme igennem med sin politik, da det betyder status quo," fortæller Josephine Cetti. 

Vil udfaldet af valget få en direkte effekt på aktiemarkedet?

"Aktiemarkederne er typisk ret nervøse i månederne op til et præsidentvalg, og vi ser ofte, at aktierne stiger, når valget er overstået. Det gælder uanset hvem der vinder, simpelthen fordi usikkerheden i forbindelse med valget er overstået.  

Når det er sagt, afhænger den endelige reaktion selvfølgelig af, hvilken kandidat der vinder, og hvordan Kongressen sammensættes. 

Demokraterne vil typisk lægge op til skattestigninger for virksomheder og folk med høje indkomster. Det kan medføre en negativ reaktion i aktiekurserne, måske med undtagelse af de grønne aktier. 

Republikanerne går derimod typisk ind for skattelettelser og mindre regulering, hvilket vil kunne gavne sektorer som banker, teknologi, medicinalindustri og små virksomheder," forklarer Josephine Cetti. 

Om Josephine Cetti

Josephine-cetti-small

Josephine Cetti er chefstrateg i Nordea med ansvaret for at lægge investeringsstrategien for bankens kunder. 

Hun arbejder med at være på forkant af samspillet mellem udviklingen i den globale økonomi og de finansielle markeder. Det indebærer et fokus på tendenserne indenfor geopolitik, indtjeningen i virksomheder og udviklingen i pengepolitikken.

Har præsidentvalg historisk set haft den store betydning for aktiemarkedet?

"Valget kan skabe kortsigtet uro på aktiemarkedet. Men ser man på historien, har det ikke haft den store betydning for aktieafkastet, om det er en demokrat eller republikaner, der vinder valget. 

Den bedste langsigtede strategi har været at holde fast i sine investeringer uanset partifarven. Når alt kommer til alt, er der ingen ny præsident, der ønsker at indføre en politik, der skader væksten, øger arbejdsløsheden og skaber dårligere vilkår for aktiemarkedet," fortæller Josephine Cetti. 

Påvirker præsidentvalg i USA danske aktier?

"Måske kortsigtet – men ikke på den længere bane. Der er generelt et overdrevet fokus på, hvad præsidentvalg i USA betyder for den danske økonomi. Kigger man tilbage på de sidste par årtier, har det været helt andre forhold, som har haft en betydning for både økonomien og aktiemarkedet," afslutter Josephine Cetti. 

Information på denne hjemmeside indeholder ikke investeringsrådgivning tilpasset den enkelte investor.