Hvad er løbetid?
Løbetid er den periode, dit boliglån skal betales tilbage over - altså hvor mange år der går fra lånet optages, til det er fuldt tilbagebetalt. Når du forlænger løbetiden på et boliglån, spreder du tilbagebetalingen over flere år – typisk for at få mere luft i økonomien.
Hvilken betydning har løbetiden for dit lån?
Løbetiden har stor betydning for både din månedlige betaling og de samlede omkostninger ved lånet, og det er vigtigt, at du vælger den løbetid og den løsning, som passer til din økonomi. Grundlæggende kan man sige, at:
- Jo længere løbetid, desto mindre månedlig betaling – men flere renteudgifter på den lange bane.
- Jo kortere løbetid, desto større månedlig betaling – men færre renteudgifter på den lange bane.
Regneeksempel:
Du har et boliglån på 1.000.000 kr. med en løbetid på 20 år. Din månedlige betaling på lånet er 5.800 kr.
Du forlænger løbetiden fra 20 år til 30 år. Det giver dig en månedlig betaling på 4.500 kr. og dermed 1.300 kr. mere i rådighedsbeløb om måneden før skat. Men du betaler samlet set mere i renteudgifter over lånets løbetid, fordi du betaler af på lånet i yderligere 10 år.
*Bemærk, at vi foretager en vurdering af din økonomi, inden vi forlænger løbetiden på dit boliglån.


