Du kan få udbytte på din investering

Når du investerer, kan du tjene penge på to måder:

  1. Kursstigning, hvor du sælger dine aktier til en højere aktiekurs, end hvad du købte dem for. 
  2. Udbytte, hvor du som aktionær får udbetalt en andel af selskabets overskud.

For at få udbytte kræver det, at du har købt aktier i et selskab, som har et overskud, og hvor generalforsamlingen vedtager, at en andel af det overskud skal udbetales som udbytte. Læs mere om aktier her.

De vigtigste pointer om udbytte

  • Udbytte er en andel af selskabets overskud, som udbetales til aktionærerne. Du kan få udbetalt udbytte, hvis du ejer udbytteaktier, selskabet har overskud og generalforsamlingen vedtager at udbetale udbytte på generalforsamlingsdagen.
  • Du har ret til udbytte, hvis du ejer udbytteaktier på selskabets generalforsamlingsdag.
  • Udbytte udbetales få dage efter generalforsamlingsdagen, og du vil som regel kunne se pengene på din konto indenfor fem hverdage.
  • De fleste selskaber udbetaler udbytte én gang om året. 
  • X-dag er den dag, hvor udbyttet fragår kursen, og prisen på aktien falder. Køb af aktier på X-dag giver ikke ret til udbytte.


Vi gør opmærksom på, at investering aldrig er uden risiko. Der er risiko for at tabe hele eller dele af det investerede beløb.

Ordforklaring

  • Aktionær: En person, der ejer aktier i et selskab.
  • Aktiekurs: Den aktuelle købs- eller salgspris på en aktie i et selskab.
  • Exchange Traded Fund/ETF: En passiv fond, der følger et indeks og har lave omkostninger. 
  • Ordinær generalforsamling: Et fast møde hvor aktionærerne udøver deres indflydelse på beslutningerne i selskabet. Alle kapitalselskaber skal afholde en ordinær generalforsamling, og der er krav til, hvad der skal gennemgås - fx skal årsregnskabet fremlægges til godkendelse.
  • Ekstraordinær generalforsamling: 

    Et møde, der indkaldes til efter behov, for at behandle konkrete emner.

  • Generalforsamlingsdag: Den dag, der afholdes generalforsamling, og hvor et udbytte kan vedtages. 

Ofte stillede spørgsmål om udbytte

Hvor kan man se, om en aktie er en udbytteaktie?

Du kan se, om en aktie er en udbytteaktie ved at tjekke dens nøgletal. 

Når du fx har en handelskonto hos Nordea, er det nemt at se en akties nøgletal og investere i værdipapirer som fx udbytteaktier eller fonde/ETF'er med fokus på udbytteaktier. Derudover får du også en oversigt over, hvad du har fået udbetalt i udbytte over tid. 

Hvornår har man ret til at få udbytte?

Du har ret til udbytte, så længe du ejer dine udbytteaktier på selskabets generalforsamlingsdag. Generalforsamlingsdagen er den dag, hvor et selskab afholder sin ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.

Her kan det bl.a. vedtages, at der skal udbetales udbytte og hvor stort, det skal være. 

Du kan både købe og sælge aktier på generalforsamlingsdagen. Det antal aktier, du har, når børsen lukker, vil være det antal, du kan få udbetalt udbytte for. 

Generalforsamlingsdagen varierer fra selskab til selskab. Som regel står datoen i den seneste årsrapport eller i en selskabsmeddelelse.

Hvornår udbetales udbytte?

Udbytte udbetales få dage efter generalforsamlingsdagen, og du vil som regel kunne se pengene på din konto indenfor fem hverdage.

Udbetalingen af udbytte sker automatisk, og pengene går ind på den konto, du har knyttet til dit depot. 

Hvordan du bruger pengene er op til dig. Du kan lade dem indgå i din daglige økonomi eller geninvestere dem og dermed få mulighed for et større udbytte næste gang. Som kunde i Nordea kan du tilmelde dig automatisk geninvestering af udbytte, hvis udbyttet kommer fra en investeringsfond. Aftalen er gratis, og du betaler ikke kurtage, når du geninvesterer dit udbytte. 

De fleste danske selskaber udbetaler udbytte én gang om året, mens udenlandske selskaber ofte udbetaler det halvårligt eller hvert kvartal. 

Ekstraordinært udbytte

Selskaber kan også udbetale et såkaldt ekstraordinært udbytte, der ikke sker i forlængelse af den ordinære generalforsamling, og som fx kan udbetales midt på i et regnskabsår.  

For at udbetale et ekstraordinært udbytte skal selskabet opfylde en række betingelser. Det skal fx dokumenteres, at der er det nødvendige overskud til udbetalingen, og at det ikke vil skade selskabet eller kreditorer.

Derudover skal det ekstraordinære udbytte vedtages på en ekstraordinær generalforsamling.

For at have ret til det ekstraordinære udbytte skal du eje aktier i selskabet på generalforsamlingsdagen – altså dagen, hvor den ekstraordinære generalforsamling afholdes. 

Sådan foregår udbetalingen af udbytte

  • Dag 0

    Dag 0 er generalforsamlingsdagen, hvor selskabet beslutter, om der skal udbetales udbytte, og hvor stort det i så fald skal være.

  • Dag 1

    Dag 1 er X-dagen, hvor udbyttet fragår fra kursen, og prisen på aktien falder. Køb af aktier på X-dag giver ikke ret til udbytte.

  • Dag 2

    Dag 2 er registreringsdatoen, hvor selskabet registrerer, hvilke aktionærer der har ret til udbytte.

  • Dag 3

    Dag 3 er udbetalingsdatoen, hvor selskabet udbetaler udbytte til de aktionærer, der har ret til det.

  • Dag 5

    På dag 5 vil de aktionærer, der har ret til udbytte, kunne se pengene på den konto, de har knyttet til deres depot. 

Hvor meget udbetales der i udbytte?

Der kan være stor forskel på, hvor meget der udbetales i udbytte på udbytteaktier. Det gælder både fra selskab til selskab, men også fra år til år i det samme selskab. 

Det skyldes, at udbytte er baseret på et selskabs overskud, som kan gå op og ned. 

Du kan se, hvor meget et selskab forventer at udbetale i udbytte i vores mobilbank og Netbank. Det er som regel både angivet i kroner og øre pr. aktie og som en procentsats under navnet direkte afkast. Direkte afkast viser, hvor mange procent af aktiekursen, du kan få udbetalt i udbytte. 

Eksempel: Hvis en aktie har en aktiekurs på 100 kroner og et direkte afkast på 5 pct., vil dit årlige udbytte på den aktie være 5 kroner. 

Du skal betale udbytteskat

Hvis du får udbetalt udbytte, skal du betale udbytteskat. Hvor meget du skal betale i udbytteskat, kommer an på flere forhold, blandt andet om du har investeret for frie midler eller via din pensionsordning. 

Hvis du har dine aktier i et dansk depot, bliver et evt. udbytte automatisk indberettet til Skat. Det gælder også, hvis du har investeret igennem en dansk fond. 

Har du dine aktier i et udenlandsk depot, skal du altså selv indberette udbytte til Skat. 

Udbytte mindsker aktiekurs

Hvis du investerer i udbytteaktier, skal du være opmærksom på, at aktiekursen falder, når der udbetales udbytte. 

Det skyldes, at der trækkes penge ud af selskabet. 

Eksempel: Selskab A har en aktiekurs på 120. Hvis selskabet udbetaler udbytte for 20 kroner pr. aktie, vil aktiekursen falde til 100 kroner umiddelbart efter. 

Din investering vil altså blive lidt mindre værd, hvis du får udbetalt udbytte.