Hvad koster elbiler?

Elbilerne fortsætter med at fylde op på de danske veje – godt hjulpet på vej af priskrig, attraktive modeller og afgiftsrabatter. Rigtig mange danskere ser elbilen som et attraktivt valg, og ifølge FDM passerede antallet af elbiler på de danske veje 500.000 i oktober 2026. 

Du kan få alt fra minibiler til crossover, SUV-modeller, stationcars og sportsvogne, og priserne på elbiler starter ved 200.000 kr. og fortsætter helt op i millionklassen. 

Den store variation giver dig dog også mulighed for at finde en elbil, der passer perfekt til din økonomi samt dine behov og ønsker til en bil. 

Varslet afgiftsændring udskudt til 2027

Der har været varslet en ændring i registreringsafgiften, som vil ændre grænsen for, hvornår der skal betales registreringsafgift. Ændringen er dog blevet udskudt til 2027, så det i 2026 fortsat er muligt at købe en elbil på op til 419.000 kr. uden at skulle betale registreringsafgift.

Økonomi til elbil

Primære omkostninger ved en elbil

Selvom du sparer udgiften til brændstof på en elbil, koster det stadigvæk penge at holde bilen kørende på vejene. De primære udgifter til elbiler er: 

  • Opladeløsningen (skal den oplades hjemme eller offentligt?)
  • Eventuel ladeboks på din bopæl
  • Opladning på farten 
  • Almindelige driftsomkostninger såsom forsikring og vedligehold

Det er billigere at køre elbil i 2026

FDM har i 2024 regnet på, hvad det koster at køre i hhv. elbil og benzinbil i 300.000-kronersklassen per kørt kilometer. De samlede omkostninger for en elbil ligger på 3,57 kr. per kilometer, mens tallet for benzinbil er 4,14 kr. per kilometer. 

Fra 2026 bliver det endnu billigere at oplade sin elbil, når elafgiften bliver reduceret til EU's minimum på 0,8 øre/kWh. Afgiftsændringen gør det billigere for privatpersoner at oplade elbilen derhjemme.

Prisfald spiller ind

Totaløkonomien i elbiler er forbundet med en vis usikkerhed, da de store prisfald, vi ser lige nu, kan påvirke gensalgsværdien på din bil, den dag du sælger. Derfor vælger mange også at lease. Men uanset hvad kan man sige, at du får meget bil for pengene både på grund af prisfald, afgiftsrabatter og lavere driftsomkostninger.

Øvrige udgifter ved at have elbil

Som på biler i øvrigt er der forskellige omkostninger og afgifter forbundet med at eje en elbil. Det gælder blandt andet udgifter til forsikring, vedligeholdelse, forskellige skatter og afgifter og parkeringsomkostninger.   

Generelt er det billigere at vedligeholde en elbil, fordi der er færre mekaniske dele, som skal serviceres og med tiden udskiftes.  

Fordele ved elbil


Store rabatter - salgspriserne rasler ned på grund af priskrig, og det giver klækkelige rabatter på populære modeller for dig som forbruger. 

Billigere i drift – strøm er billigere end benzin, og det er med til at holde driftsudgifterne nede.

Billigere i vedligehold – færre bevægelige dele, som skal vedligeholdes og med tiden udskiftes. 

Støjsvag – en traditionel forbrændingsmotor er en langt mere kompleks maskine, som samtidig støjer mere. En elbil glider derimod næsten lydløst afsted på vejene.  

Miljøvenlig – en elbil udleder ikke udstødningsgasser, og du bidrager dermed til mindre bilos og luftforurening lokalt.  

Ulemper ved elbil


Usikkerhed om totaløkonomien – udviklingen går rigtig stærkt, og derfor er det sværere at vide, hvordan elbiler, som sælges i dag, vil holde deres værdi i årene fremover.

Begrænset rækkevidde – dog er rækkevidden på elbiler markant forbedret.

Ladetid – det tager længere tid at lade batterierne på en elbil op, end det tager at fylde benzin eller diesel på en tank.

Ladekøer – trængsel ved ladestanderne kan være et problem i områder, hvor udbygningen af ladenettet ikke er fulgt med efterspørgslen.

FAQ